Monument og forbrydelse

Monument og forbrydelse


Titlen på dette seminar er et påfaldende ordspil på Adolf Loos` artikel fra 1908 “Ornament und Verbrechen”.
Skal vi forstå titlen derhen at monumenter er forbrydelser i sig selv, at monumenter hylder forbrydelser, eller at det kun er forbrydere der rejser monumenter? Ikke en særlig neutral titel, og en titel som uvægerligt vil påvirke alle indlæg og diskussioner på seminaret.

Der er forskel på monumenter, mindesmærker og den øvrige kunst i det offentlige rum. I disse år er det sjældent at se, at et monument eller et mindesmærke bliver rejst. Det seneste her i landet er måske Per Arnoldis monument for jødernes redning over Øresund. Og et par år før samme kunstners lige så enkle og følsomme monument over de sømænd, der døde under 2. verdenskrig. Det får mig til at tænke på, om det er sådan i dette “ofrets århundrede”, at det eneste man indiskutabelt kan rejse et monument for, er det menneskelige offer.

Måske er det generelt sådan, at kunsten i det offentlige rum mere og mere overgår fra at være monument og mindesmærke til at blive “udsmykning”, som det blev kaldt før i tiden. Det er et mere neutralt udtryk. Det betegner nok værkets funktion, fordi man i forhold til byrum vægter oplevelseskvalitet og værdiforøgelse, og dermed undgår udtryk som kan støde eller rejse modstand.
Der er grund til at tænke over den funktion monumenter, eller mindesmærker har i forhold til historien, både den forgangne og den samtidige. Og det er vel også det, dette seminar har som ambition.

Sprogligt og funktionelt er der stor forskel på de to ord: monument og mindesmærke. Ordet monument taler om størrelse og stabilitet over tid - måske endda uflyttelighed. Mindesmærke taler mere om værkets effekt på den enkelte betragter eller forbipasserende. Hvis man tager en af de mange ordbogsdefinitioner af monument lyder det sådan her:

noget eller nogen der vidner om eller symboliserer en svunden tid, et særligt fænomen el.lign. fx et fremtrædende tidstypisk kunst- eller bygningsværk..

To ord påkalder sig opmærksomhed i den definition. Nemlig svunden og tidstypisk. Begge ordene peger på den historiske virkning på værket.

Når man nu ved, at mands minde i disse mediehypede tider er ca en uge, er det vigtigt, at der er genstande i det fælles rum, som over længere tid kan fastholde en erindring, et sagsforhold eller sågar en ideologi.
Men det lange tidsperspektiv garanterer ikke at det, mindesmærket hylder, holder i det lange løb. Det er både monumentets udfordring og dets redning. Man er nødt til at se historisk både på værket, og på den sammenhæng det er opstillet i. Alle kulturelle ytringer er båret af deres tid. De er, som fluen i ravklumpen, kapslet ind i den diskurs der var dominerende da de blev skabt. Når tiden går, forsvinder det konkrete magtforhold som monumenter fremviser og overdøves af værkets formelle sprog.

Den østrigske forfatter Robert Musil skrev omkring 1925 en lille tekst i sin bog “En levendes efterladte papirer” i afsnittet “Uvenlige betragtninger”. Teksten hedder “Mindesmærker”. I den ironiserer han over forskellen på monumentets ambition om at stå til evig tid, urørligt fysisk og indholdsmæssigt, og umuligheden af det. Og han får elegant vist monumentets egen blindhed overfor det forhold. Og jeg citerer:

Endnu gyseligere er det, når billedhuggerne fremstiller en general eller en prins. Fanen blafrer i hånden, og ikke en vind rører sig. Sværdet er draget, og ingen er bange for det. Armen peger bydende fremad, men ikke en sjæl kunne finde på at følge ham. Selv hesten, der med udspilede næsebor har løftet sig til spring, bliver stående på baghovene, stiv af forbavselse over, at folk nedenfor roligt stikker en pølsemad i munden eller køber en avis i stedet for at gå til side.Ved Gud, mindesmærkefigurer tager ikke et skridt og gør dog til stadighed et faux pas. Det er en fortvivlet situation.


Jeg er skeptisk overfor den ikonoklasme, som ind imellem stikker hovedet frem, med krav om fjernelse fra det offentlige rum af potentielt krænkende eller ideologisk upassende udtryk. Sidste gang vi havde en voldsom billedstorm, var da muren mellem øst og vest faldt i Berlin i 1989, og derved tydeligt viste enden på den kolde krig. Næppe var muren faldet, før mange røster krævede ethvert spor af de foregående 40 års ideologiske slagsmål fjernet. Her i landet gav det anledning til, at visse politikere ville fjerne de værker i det offentlige rum, som de var politisk uenige i - typisk modernistiske værker
. Man talte om skulpturkirkegårde - for smide skulpturerne væk, ville man trods alt ikke. I Berlin blev der i årene lige efter “Mauerfall” bygget for fuldt skrald ind over den gamle adskillelse mellem Øst- og Vestberlin. For kapitalismen havde vundet og annulleret den modsatte ideologi, som derefter skulle fjernes fra landkortet. Det skubbede alvorligt til tolkningen af det politiske rum i de år.

Noget andet er så, at det er både rimeligt og forståeligt, når majoriteten af den østeuropæiske befolkning ville af med de fleste af de monumenter, der kropsliggjorde 40 års undertrykkelse. Monumenterne fremviste et endnu aktuelt magtforhold. Glemslens fernis var endnu ikke trukket hen over dem.

Når værker i det offentlige rum påkalder sig så megen opmærksomhed er det nok fordi, der er en nær forbindelse mellem ideologi og kunst. Sidst vi så det, var da amerikanske soldater væltede en statue af Saddam Hussein som et forsøg på at bevise deres sejr i Irakkrigen. Eller 65 år tidligere da ungarerne væltede en kæmpe statue af Josef Stalin på en måde, så kun hans støvler står tilbage uden for Budapest den dag i dag.

Kunstens nærhed til ideologi bruges af autokrater og andre systemer, der søger legitimitet. Men den bruges også af demo
krater til at åbne for et demokratisk rum. Og vi skal som kunstnere være glade for debatten om det fælles rum, og hvad der opstilles i det, selvom den ind imellem bliver ret rå. For debatten viser, at billedkunsten stadig har en central funktion i samfundets betydningsdannelse, og i diskussionen af legitimitet.

En anden grund til at billedkunsten må holde for, når uønskede dele af historien skal fjernes er måske, at det er mere overskueligt end at fjerne bygninger, vejanlæg og hele byplaner, selvom alle disse arkitektoniske begreber er fuldt så ideologisk betingede. Man behøver blot at tænke på det ideologiske indhold i den engelske landskabshave, Hausmanns pariserboulevarder, Manhattans skyskraber-grid eller det danske parcelhuskvarter .

Selvom et monument eller et mindesmærke står i det offentlige rum på 25. eller 250. år, betyder det ikke, at dets ideologiske ballast stadig gælder. De fleste monumenter mister hurtigt deres aktualitet (jvf. Robert Musil)’. De bliver markører af svundne tider og afdøde ideer, hvor ingen længere abonnerer hverken på den ideologi, der ligger i værkets emne eller i det kunstneriske sprog værket benytter. Men en del af værkerne i det offentlige rum er vigtige som punkter i hukommelsen. Ulighederne i repræsentationen i det fælles, offentlige rum, må løses ved at vi tilføjer værker, så rummet bliver komplekst nok.

I en tid, hvor flygtighed og hyperindividualisme er dominerende, er kunstværkernes lange tid og komplekse rum afgørende vigtige. Jeg tror det var Archimedes, der sagde:
 Giv mig ét fast punkt, og jeg kan rokke verden. Hvis man fjerner punkterne i rummet, i historien og dermed i vores bevidsthed, mister vi retning, rummelighed, dybde og mulighed for at rokke verden. Vi mister viden om andre tider og andre bevidstheder, og dermed mister vi grundlaget for oplyst kritik. Vores “common ground”, som for mig er det vigtigste demokratiske grundlag, bliver for småt, for snævert og for skrøbeligt.

Min pointe er i sin enkelhed, at vi må og skal kunne leve med den radikale åbenhed og kompleksitet, som kunst bygger på. Vi er nødt til at se historisk på vores kultur, og på den kunst, der er blevet skabt over tid. Ellers risikerer vi at gå i den mono-ideologiske fælde. Som bedaget 1980er kunstner, er det stadigvæk min klare oplevelse, at der bag enhver ideologi ligger en trussel om udgrænsning af anderledes tænkende - en udgrænsning som historisk ofte er endt i totalitarisme.

Eneste modtræk er for mig at se, at insistere på “the common ground” - det fælles rum der er stort nok, til at alle kan mødes, og samtidig så mangfoldigt at den enkelte kan finde sit eget sted.



Oplæg på Akademirådets seminar “Monument og forbrydelse”, november 2021